Rygeloven: For eller imod? | 29. juni 2009
En strøtanke......... |
| Jaaa, det kommer vel an på om man ryger eller ej. Da jeg var omkring 15 år, røg jeg min første smøg. Jeg kan huske den smagte ad h... til, men min veninde som allerede røg som en skorsten, mente jeg ville få mere selvtillid, hvis jeg gjore hende selskab. Den ene blev til to og de to blev til mange. Mine forældre som aldrig i deres liv havde røget, bifaldt ikke min nye interesse, men et direkte forbud fra dem eller fra det offentlige, hørte jeg ikke. Mine forældre forventede måske, at jeg selv kunne styre forbruget. Det kunne jeg ikke! |  |
I en alder af 16, mødte jeg en fyr der også pulsede løs og vi forsatte med at købe cigaretter. Det var endda grøn Cecil, som ikke hold igen på tjæren. Alle omkring os røg; Skuespillere i film og teater, politikere på Christiansborg, Kongehuset, folk i tv, mine svigerforældre og alle vore venner. Der var ingen der dengang blev syge, så hvorfor skulle vi dog holde op?
 | Årene gik. Min mand og jeg forsøgte mange gange at holde op. Cigaretterne steg i pris, så jeg gik over til de hjemmerullede. Jeg ved ikke hvor billigere det var, for mit forbrug faldt i hvert fald ikke. Tværtimod. Da min svigermor døde i 1975, 50 år gammel og med en krop som en på 100, var der ingen alarmklokker der ringede. Jeg blev 24 år og gravid! Vi forsatte med at ryge. Vores datter blev født 6 uger for tidligt, men jeg kunne godt amme hende, samtidig med, jeg tændte en cigaret. |
Omkring 1980 fik min svigerinde stillet diagnosen brystkræft og fik fjernet sit ene bryst , og så skulle man mene at vi fik et vink med en vognstang. Men nej...... Damen havde jo kun været selskabsryger, så det var da ikke noget vi skulle bekymre os om.
Jeg blev gravid igen og vores søn kom også lidt for tidlig, men det kunne stadigvæk lade sig gøre at have cigaretskod i diverse askebægre, rundt om i hele huset. Da min svigerfar et par år efter fik en blodprop forærende, smed han pakken med smøger ud og lagde piben ind i skabet.
Nu overvejede jeg at holde op. Jeg tog til en hypnotisør. Først med bus, dernæst 1½ time i tog, så med bus igen. Ventetid i venteværelset. Lå på briksen med lukkede øjne, og snuste til en gammel sodet karklud. Betalte ca. 600 kr. og tændte en smøg i toget på vej hjem. GO' dav - du???? Hvor dum har man lov til at være?
Vi når frem til 5 december 2004. Som et lyn fra en klar himmel, trækker min mand et vinderlod i blodprop-statistikken. Han kommer på sygehus UDEN smøger. Jeg sætter mit forbrug i vejret. (Jeg blev overrasket over at der kunne gå så mange ligkistepinde op i røg). I 14 dage hang der tunge grå skyer i min stue. Det gik op for mig den dag nabokonen kom ind i stuen og jeg havde svært ved at se HVEM der stod i døråbningen.
Den dag lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville ryge inden døre når, eller hvis min mand kom hjem igen. Blodproppen i hjernen havde sat sig i hans rygecenter. Han savnede IKKE en smøg og han tænkte ikke på det. Han kom hjem ugen før jul. Det var vinter og hundekoldt at stå i gården, rystende af kulde og prøve at ryge en smøg, selvom fingrene var blå af kulde.
Kulden gjorde sit til, at jeg skar forbruget kraftigt ned. Det bevirkede, at jeg konstant tænkte på de forbandede smøger, jeg IKKE røg. Jeg tog en beslutning. Sikkert den største beslutning i mit liv. Jeg ville ikke prøve at holde op. Jeg VILLE holde op!!
Jeg købte 3 pakker døgn nikotin-plastre og den lille bog "Røgfri" skrevet af Jan Geurtz. Nytårsaften 2004/5, slæbte jeg en stol ud i gården. Satte mig. Tændte en af mine nødvendige cigaretter. Nød at side med det hvide papir mellem fingrene. Nød røgen der gled ned til de overbelastede lunger og nød den vane det var blevet at bøje armen. Den sidste i mit liv. Jeg brændte næsten fingrene, da jeg skoddede den lille stump. I køkkenet klaskede jeg et stykke plaster på låret. Gik ind i stuen og hev den ny-indkøbte bog ned fra reolen og med en god portion selvmedlidenhed læste jeg Jans bog. Ingen fordømmende ord og ingen løftede pegefingre. Kun en konstatering om hvad og hvordan nikotin indvirker på vores nervesystem og på vore vaner. Mange steder tænkte jeg. Det var pokkers! |  |
Da jeg havde været røgfri i to måneder, var der en læge i tv der fortalte at nikotinplastre, tabletter, tyggegummi og andet medicin kan give en lige så stor afhængighed som cigaretter. Jeg valgte at stoppe med plastrene og har ikke røget siden.
Om jeg er blevet hellig? Nej - det syns jeg ikke. det sker da jeg holder pause sammen med rygere og det sker også at jeg får en umanerlig stor trang til en smøg. Trangen kommer sjældnere og sjældnere, men jeg tror ikke den forsvinder helt. Jeg kender en der har været røgfri i fyrre år, og han kan stadig godt savne en pind.
Det værste ved at holde op med at ryge er AT TAGE BESLUTNINGEN.
Det gik heldigvis godt med min mand. Udover forøget træthedsfornemmelse, (han er gået på efterløn) har blodproppen ikke efterladt noget mén.
Jeg har skrevet disse tanker ned, fordi jeg i dag har modtaget en mail, hvor en hjemmeside efterlyser underskrifter på at afskaffe rygeloven.
Rygeloven er kommet efter jeg er hold op, men hvis den var kommet mens jeg røg, havde jeg helt sikkert været ufattelig negativ over for den og tænkt: Ingen skal bestemme over mig.
I dag kan jeg gå og løbe lidt hurtigere, før jeg taber vejret. Jeg kan lugte kaffen inde i stue, når den brygges ude i køkkenet. Maden smager bedre og der ryger mere ned. Desværre er min garderobe fornyet, da der er røget lidt mere "tvungen opsparring" på. Jeg nyder at stå i den røgfri-cafe på mit arbejde og på andre offentlige steder, hvor der heller ikke må ryges.
Der skal ikke herske tvivl om, at rygerne er blevet et jaget folkefærd. Desværre kan jeg kun give rygerne min sympati, men ikke min underskrift.
Med Venlig hilsen **Maja**
PS. Direkte link til disse tanker http://www.sangarkivet.dk/mineord10_rygeloven.html. Hvis du kopierer dette indlæg for at hjælpe andre til at kvitte smøgerne, håber jeg at du ikke retter i min tekst.
