11. marts
2008
Kære Alle
25 år er lang tid - og dog!
Jeg
startede på Plejehjemmet i februar 1983. Jeg hjalp
til ved aftensmaden når "klemmerne" skulle rundt til bor-gerne
på de små stuer. Dengang var arbejdstiden 16 -19. Jeg kunne
godt nok ikke få supplerende dagpenge, men så måtte det bare
hedde "tæring efter næring". Aftenarbejdet betød at jeg kunne
passe vore 2 børn om dagen, overlade pasningen af lillebror på
3 i ½ time til storesøster på 7, indtil min mand kom hjem kl.
17.30. Pengene var små og hvordan vi råd til moderne
video-maskine, som kostede en bondegård, er mig den dag i dag
en gåde. Den kostede 10.000 dyre klejner, og det betød at jeg
ikke gik glip af ret mange tv-udsendelser.
I 1994 skulle huset renoveres og jeg fik
tilbudt mit nuværende job i cafeen her på ældre Centret.
Det var godt nok noget af en omvæltning. Fra kun at møde
syge, gamle svage mennesker - oplevede jeg nu ældre
mennesker, som jeg kunne tale med. Jeg nød
det!!...
Og jeg nyder det stadigvæk.
Jeg elsker at
gå på arbejde hver dag, nyder at følge med i vores gæsters
liv. Veksle et par ord om glæder, sorger og sågar
verdenssituationen i ny og næ. Lære navnene på nye borgere, og
lære de der små særheder, som vi alle har tilegnet os:
Skal Marius have en lille eller stor portion.? Skal
kødet skæres ud eller er det kun benene i kødet der volder
kvaler? Hvordan er det nu med kartoflerne? 3 eller
4? Og skal de skæres ud? Er det ham der ikke kan tåle
kål? Ups - nu glemte jeg vist at Marius´s "læge har
forbudt" ham at spise det.
Med disse linjer vil jeg bare sige til jer:
Tusinde tak for opmærksomheden ved mit 25 års jubilæum.
Det
lunede! 
Jeg har købt en meget smuk Rosendal glasskål, som
jeg længe har ønsket mig.
Med mange venlige hilsener til jer
alle fra
cafe-mutter
**Maja** | 
